Kære dagbog

Fredag bød på skoledag for os alle. Jeg havde lavet en aftale med klasselæreren for den 2. klasse, som Tanja går i, at jeg ville kigge forbi om formiddagen, så de kunne se Utaiko. Det havde mange ønsket, så nu skulle det være. Forberedt mig havde jeg ikke, idet jeg antog, at det nok ikke varede mere end omkring en 10 minutters tid, men... jeg blev hurtigt klogere.

Da jeg ankom til skolen stimlede i utal af børn sammen, der alle ville se, røre og hilse på Utaiko, som jeg havde taget op i mine arme. Dette dels for ikke at forvirre ham unødigt, dels pga. de mange børn her i området, som jeg ved, er bange for hunde. En pige i Tanjas klasse var direkte skrækslagen, så selvfølgelig gik jeg ikke ind i klassen, men blev ude på gangen, hvor nok de første 50 børn tog opstilling om os. Langsomt bakkede jeg mod væggen, så i hvert fald en side af os var fri. Det ringede ind og lærerne ankom. Den skrækslagne pige faldt efter et stykke tid så meget til ro i armene på en lærer, at en anden kom og sagde, at det var okay, vi nu kom ind i selve klassen. Her blev vi så ellers placeret på lærerens plads. "Klap og se Utaiko" udviklede sig nu til en ren undervisningstime, hvor jeg tegnede og fortalte om racen, oprindelse, temperament m.m. Undervejs rakte flere af børnene hænderne i vejret, - enten for at spørge mig om mere og/eller selv fortælle, hvilket kendskab de selv havde til hunde generelt. Jeg kom kun lige til kort, da de kom ind på parringer, men da trådte læreren hurtigt til og reddede mig ud af "krisen".

Et er, at jeg tidligere i træningssituationer og til teoriaftener, har undervist voksne, noget andet er knageme, når det pludselig er en flok 8-årige, der spørger ind til det samme.

I slutningen af timen satte jeg Utaiko ned på gulvet ved siden af mig. Selv satte jeg mig også ned på hug. De børn, der nu havde lyst enten for første gang eller igen at røre ham, fik nu muligheden. I lommen havde jeg medbragt ikke så få godbidder, som børnene kunne give ham. Utaiko tog det imponerende roligt. Kun lige til sidst blev det vist lidt for meget. Ikke pga. børnene, men han fik det så varmt, at tungen hang langt ud af munden på ham og næsten rørte gulvet (overdrivelse fremmer forståelsen).

Kort før klokken ringede til frikvarter, sagde vi farvel og nåede ud på offentligt areal, før nogle af de andre klasser igen fangede os for at tage opstilling om os.

Hjemme igen sank Utaiko sammen i en dyb søvn, totalt udmattet. At det kan være hårdt at gå i skole, kan vi begge skrive under på.

Da Tanja kom fra skole, kunne hun fortælle, at alle børnene i timen efter vores besøg, i hver deres logbog havde tegnet og skrevet om Utaikos besøg. Det var også en meget stolt og glad Tanja, der endelig havde fået lov til at vise vores lille Shiba frem. Alt imens jeg var der, sad/stod hun ved min side oppe ved tavlen og lyste som en sol, - stolt som en pave.