Dagen lunter sig afsted. Jeg talte lidt med min mor, og som altid hjalp det lidt. Jeg har også grædt. Er der nogen der ved hvorfor man altid skal huske ALT hvad der nogensinde er gået galt når man først er ked af det? Jeg har tænkt på Daniel temmelig meget på det sidste. Det er snart et år siden han døde, også lige i januar. Han var bestemt for ung, og alt, alt for klog, venlig, betænksom og dejlig at snakke med. Desuden tænker jeg tilbage på min folkeskole. Forladt, ensom, bange og mobbet. Man siger at mobning følger en hele livet, og det er ikke helt forkert. Meget er blevet bedre, selv min selvtillid. Men når jeg presses for meget som nu, så ryger jeg tilbage. Selv om jeg har nogle gode venner, føler jeg mig ensom når jeg står alene over for forhindringer. Jeg er elendig til konfrontationer, og i morgen skal jeg have en, alene, over for tre selvgode piger. Jeg har øvet og gennemtænkt hvad jeg skal sige, men jeg ved at det ikke er det jeg får sagt. Jeg indser at det kan være, at jeg selv er selvgod, men jeg kan ikke klare at skulle være andet lige nu. Gitte skrev en sms til mig, om at hun ikke gad at hun skulle lave det hele, når vi andre fik lige så meget ud af det som hende. Jeg var nok lidt spydig da jeg tilbød at melde mig selv, og gå ned i løn, men hvad pokker skulle jeg have sagt? Hun hører jeg ikke efter. Jeg har fortalt hende at jeg har lektier, en begravelse og egentlig er psykisk nede, men "Det taler vi om imorgen!" var hendes svar. Hun gør mig så irriteret og vred. Det er ALTID synd for hende, lige gyldigt hvad vi foretager os. Når Kent fra vores gruppe ikke kommer fordi han er til psykolog eller har møde i banken for at ordne sin økonomi, er det også synd for hende. Selv jeg har haft lidt ondt af hende, men det er fordi jeg ved at der er meget at tage sig af når man lige er flyttet hjemmefra som hende. Jeg synes da heller ikke jeg kan være bekendt at ligge mine sorger på hendes skuldre, men jeg havde håbet på bare lidt forståelse. Bare et miligram. Jeg vile have gjordt det samme for hende. Men det er synd for hende, at hun ikke ejer den gave.