Klumpen af leret
med dens uformelighed
kalder misfornøjet
på min opmærksomhed

Med dens kølige overflade
råber den op
" Form mig - rør mig"
"Giv mig en krop"

Dens identitetsløse overflade
med et dybtliggende behov
længes eftertrykkeligt efter
et opgør med naturens lov

Mistroisk spørger jeg klumpen
"Hvad vil du med mig?"
" Acceptér hvad du er"
" Jeg kan ikke hjælpe dig"

Hvorpå klumpen svarer
" Uden dig er jeg bare ler"
" Din anerkendelse vil
gøre mig til mér"

Eftertænktsomt svarer jeg
" Om jeg rører ved din overflade
er substansen den samme
som du altid vil hade"

" Du skal skabe dig selv
så andre kan se hvad du er"
" Så de kan gennemskue
at du er andet end ler"

Klumpen bliver meget stille
tænker sig om
og hvisker forsigtigt
" Men jeg er så ensom"