Med fødderne godt plantet i mine nye lange sorte støvler med meget høje hæle, havde jeg jo hele verden i min hule hånd, da jeg begav mig ud af døren i morges. Skilsmisse, kulde, regnvejr og en punkteret bil kunne ikke slå mig af pinden, så smilende med barmen godt skudt op tog jeg imod. Imod alt der mødte mig af indtryk, gode som snerpede. Men selv en varmblodig kvinde som jeg må gi efter for blæsten, og da jeg mødte en netcafe på min vej, fik jeg lyst til at gå på opdagelse.
Så her sidder jeg nu, omgivet af drenge på 14 som spiller counterstrike og diablo, med mine cameler og et halvt fyldt askebæger ved min side - og drengerøvene sender blikke og tænker på at det er da godt deres mor ikke er ligesom jeg - eller ville de måske synes det var hyggeligt med en sådan kvinde ? Vi rocker til den samme musik - og jeg klasker dem hi5, nå deres score er god - mit hjerte er atter åbent og modtageligt efter års indelukkethed i et ægteskab uden drømme og visioner. AT alt kan ske på nettet ligger mig ikke længere fjernt og kærligheden kan måske være lige rundt om hjørnet.
Jeg ved der sidder en derude og tænker ligsom jeg - som savner mig når jeg ikke er her - og som frydes når han ser mit navn - men luftkastellerne fylder så meget på Alphavej, at man skal være meget varsom.
Det blæser stadig udenfor ... men jeg er varm .... skrivevarm og varm efter at leve igen.... En stille torsdag i oktober.... men jeg er endelig på vej igen.