Kære dagbog

Jeg tror jeg er ved at lære at der ikke er andre der tager ansvar for mit liv. Min mor har ment det godt men jeg kan nu se at der er mange ting som skal ordnes nu og som kræver man ringer til folk. Det har altid været mine forældre nu er det mig alene.

Min kære skat er på sygehuset lige nu, tankerne kører rundt i mit hoved. Det er svært at konsentre sig om regneark og formler. Det skal nok gå siger jeg hele tiden til mig selv, men så kommer den lille stemme "hvad nu hvis?".

Vi var til fødselsdag hos hans far her i lørdags, det var egentlig meget hyggeligt.

Det er nu helt afgjordt at jeg skal fejre jul sammen med Martin og hans familie. Det gør ondt helt ind i hjerte rødderne ikke at have mine dyr omkring mig den dag. Det skal jo nok gå hvis vi bare lader som om det er en helt almindelig dag og ikke juleaften.

På det sidste synets jeg at hele verden er blevet fyldt af gravide kvinder og små børn. Det er nok mit kvindelig jeg som kalder på børn. Det er ikke det rette tidspunkt men hvordan kan man overbevise sig selv. Foreløblig skubber jeg det lidt af vejen et år endnu og så må vi se hvad tiden bringer.

Jeg tror jeg vil slutte min lære vil hvis gerne have min opmærksomhed igen.