31 for at være helt præcis.

Tømte et køkkenskab for tomme gin flasker i dag. Vel nok svarende til påhængets forbrug over 4-5 uger. Jeg afskyr hende som pesten når hun er der, og underlig nok, så bliver jeg ramt af denne medlidenhedsfølelse - hvor jeg har ondt af kvindemennesket der ikke er i stand til at komme igennem livet ædru, når hun er ude af billedet. Ved ikke om det er en normal reaktion !

Michelle kom hjem i dag. Super dupper dejligt. Hun fik et kæmpe knus og jeg havde slet ikke lyst til at slippe min lille pige igen. Det er vel ca. et halv år siden hun var hjemme sidst og jeg har virkelig savnet hende. Fortalte hende først da hun ringede og sagde at hun kom til byen, at jeg er sygemeldt. Synes ikke at hun skulle have det at tænke på. Det samme gælder min far. Han er nok rundt på gulvet i forhold til at skulle flytte, så han skal under ingen omstændigheder have det at vide. Han tror at jeg stadig er ude at køre aften/nat, da jeg hovedsagelig er der hjemme i dagtimerne.

Var ved læge i går og er blevet sat yderligere op, så jeg nu kører på samme dosis som før jeg begyndte at trappe ned. I starten af denne medicinperiode mærkede jeg en omvæltning fra humørsvingninger og træthed, til indre ro og energi. Disse ” tilstande ” forvandlede sig så til mathed og være energiforladt, samtidig med at søvnen også er begyndt at drille. Men jeg har en tror på at denne ” olie ” nok skal få gang i Tulleomatik igen, så mon ikke troen kan flytte bjerge, når viljen er der. Er begyndt at bearbejde mig selv i forhold til at acceptere at skulle medicineres resten af livet. Det kommer nok til at tage en rum tid i forhold til at forstå - at det ikke bare går over eller i sig selv igen. Har tidl. læst lidt om depressioner på nettet og i blade, men lagt det fra mig igen - da for mig var det en ” tilstand ” som jeg bare skulle igennem og så var det det. Men sådan er det ikke og jeg har stadig den største pille at sluge, nemlig erkendelsen af at det er en del af mig.

Har underlig nok ikke dårlig samvittighed over ikke at være på arbejde, men det hænger nok sammen med at sygemeldingen giver mig et pusterum, og jeg har det mindre at tænke på. Er glad og taknemlig for at min lille mand passer butikken ;-)

Håber på bedre søvn end sidste nat – hvor jeg endte på sofaen efter at være vågnet 4 gange de 2 første timer.