Jeg havde besøg af en i dag, som hele tre gange indenfor den sidste måned, havde låst sig ude af sin bil, og der dukkede noget frem, da jeg hørte det.

Mens vores datter stadig boede hjemme, var der en dag meldt by-tur, pigen skulle have nye briller.
Vi parkerede i nærheden af optikeren, fik synsprøven overstået, og brillerne var klar til afhentning knap 1 time senere, så vi blev enige om at sætte os i bilen i ventetiden.
Gang i radioen og snakken, og den time gik hurtigt. Så ned for at hente brillerne, og hjem igen. Men....

Hvor var bilnøglen? Jeg rodede i taske og lommer, og blev hed om ørerne... havde jeg tabt den?
Nej den sad pænt på sin plads i bilen, og vi stod to skridt fra den, med låst bildør!

I bilen som stod parkeret ved siden af vores, sad en mand, og han havde jo nok forstået situationen, men drejede ikke hovedet så meget som en centimeter, stirrede bare ligeud. Hvis hans øjne skelede lidt til højre, opdagede vi det i hvert tilfælde ikke.
Hvad skulle vi gøre? Datteren mente vi skulle ringe efter faderen, men det var jeg nu ikke meget for - var helt klar over hvordan han ville tage situationen, og hvad han ville sige.
Sådan bare for at gøre noget, prøvede jeg at tage i dørene, og minsanten om bagagerummet ikke var åbent.
Så begyndte diskussionen. Jeg ville at datteren skulle kravle ind efter den forbistrede nøgle, og hun nægtede og mente jeg skulle.
Nu er jeg jo ikke så adræt som for nogle år siden, og kunne godt se mig selv ligge fladt hen over bagagerum, bagsæder og forsæder, med benene strittende ud i den blå luft, og med herren i bilen ved siden af som tilskuer.
Så efter nogen argumenteren, blev enden på historien, at datteren kravlede ind, med sin mini-nederdel oppe om ørerne, og fik fat i nøglen.
Vi var rørende enige om, ikke at fortælle faderen om fadæsen.