Tog en mellemvej. Sad en time og skrev til ham. Eller skrev og slettede, for der var ikke mange ord tilbage efter en time.

Bestemte mig for i stedet at tilslutte ham min messenger. En art mellemvej. Behøver ikke skrive til ham og vente på svar, som nok ikke kommer. Og når jeg nu ikke kan ringe, så er det vel det tætteste, jeg kan komme på den kontakt.

Har besluttet at tage skridtet fuldt ud og ikke flygte denne gang. Det ser så hult ud på papiret, fordi det var ham, der flygtede i sin tid. Og når jeg så tænker over det, så var det ham, der flygtede fysisk - og mig psykisk. Der var så mange følelser.

Men nu er første skridt taget. Det tog han. Og andet af mig. Og nu...?