Sidder og spiser Werthers. Er jeg blevet så gammel? Min søn kastede en bamse i køkkenlampen tidligere. Da den faldt ned fra loftet stod en lysbue ud og det knasede og gnitrede. Lidt ligesom den Werthers jeg har i kæften. Kan for fanden ikke lade være at tygge den. Gad godt, at de i pauserne mellem al deres spredning af død og pest, ville fortælle os hvilken procentmæssig andel af danskerne, der knuser deres Werthers. Se, det er de vigtige ting i tilværelsen, ikke. Hvilken procentdel af os, som adskiller sig fra mængden. Så kan vi glemme at vi alle sammen i sidste ende er ens. Skyldige. I noget. Hvad er jeg skyldig i? Det ved I ligeså lidt, som jeg ved om jer. Men ens for os alle er: Vi skaber ikke virkeligheden. Vi synger bare om den.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.