Hey dagbog, - endelig er ugen gået, og jeg kan være mig selv..slut med at smile hult, og lade som om...i en falsk fællesbekræftigelse gående på, at alt er godt i verden. - Jeg glæder mig hver gang til, at jeg kan vise min foragt..og sige til alle de folk der kommer med deres tomme smil, og tro på venlighed..at de kan rende mig noget så grusomt.

Min mor tror, at jeg er en eller anden smilede god mand konstant, - bare fordi jeg er påskønner mine forældre(gav igår min mor den bærbar jeg brugte dengang jeg studerede..så hun kunne lære at bruge en pc..ligesom dengang hun væltede på sin cykel..og brækkede foden..da gav jeg hende efterfølgende hende min gamle mobil..så hun altid kunne ringe hvis der skete noget(idag vil hun ikke ha en der er nyere)....ligesom de altid har været der for mig.., - men resten af verden skylder jeg intet, - INTET! - Når jeg bliver spurgt om visse dele af min fortid, har jeg stadig svært ved at undgå at græde, - jeg er nød til at bruge teknik for at undgå det..ved at skynde mig bare at sige noget..og tænkte på noget sjovt, og for hver dag der er gået siden, er jeg blevet bekræftiget i mit syn. Så ja, der findes 2 forskellige versioner af mig, - folk får den de har gjort sig fortjent til.