Hej dagbog, - jeg er forbi et år mærket, siden jeg fik mit hjerte rykket ud. Smerten er grusom, men jeg er nød til at stå op hver dag alligevel. Hverdag kommer der stadig en mand forbi os, og tror vi gider sige godmorgen til ham. Jeg tænker stadig på, om der er nogle få ord jeg kan sige sige til ham, der får ham til at holde kæft for bestandigt. Endnu en søgte om venskab, endnu en der sandsynligvis kun søgte fordi hun har brug for IT hjælp. Jeg har dog besluttet mig til, at når jeg har fri, - så har jeg fri.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.