23 år siden

Skytsengel

Sørgebind
Olivia Birch...
9 år siden
Kære natbog (X)
Olivia Birch...
10 år siden
It. Is. Yuge! YUGE, I tel...
Olivia Birch...
8 år siden
Messingmænd og mirakelkur...
Marlene Gran...
12 år siden
Søster Jenna var i fjerns...
Poul Brasch ...
12 år siden
Sæsonpræget spisevaner 24...
Anna Gammelg...
2 år siden
Jeg vil starte en gruppe ...
Johannes Han...
5 år siden
Bedstemor på dating.
Ruth Christe...
8 år siden
Da jeg lærte at skrive
Olivia Birch...
10 år siden
Jeg skrev en tekst jeg sk...
Regitze Møbi...
10 år siden
Hjemkomst
Hanna Fink (...
10 år siden
Jeg ønsker mig ord - nye ...
Olivia Birch...
10 år siden
Efterdønninger
Hanna Fink (...
10 år siden
Dagene der går
Lisa Brøndbe...
4 år siden
Brækket arm.
Hanna Fink (...
10 år siden
Jeg kender hende ikke, men ved hun er der.
Hun følger mig overalt. Når jeg venter på bussen, når jeg handler ind, når jeg er glad, når jeg er ked af det.
Jeg mærker hende kun om natten, når hun putter sig tæt op af mig.
Der kan jeg mærke hendes svage ånde. Hun siger aldrig noget, men følger mig som en tavs skygge. Et tavst vidne.
Hun gør ingenting, men er der altid, så jeg aldrig føler mig alene.
Hendes tilstedeværelse gør mig stærk. Hendes svage ånde i nakken beroligerer mig. Bringer rolige billeder til min underbevidsthed som sender dem videre ud til min organisme. Positive impulser som gør mig stærk.
Hun har altid været der. Stod bag sengen og ventede på at jeg blev født. Jeg husker svagt den første gang hun rørte ved mig. Jeg husker varmen fra hendes læber, den varme som spredte sig og forplantede sig i min krop.
Varmen som jeg har beholdt og som inspirerer mig til at blive et bedre menneske. Een gang viste hun sig for mig. Ikke fysisk, men jeg kunne mærke hende vokse omkring mig og opsluge mig med sin varme.
Hun sugede min sorg ud af kroppen. Erstattede mit befængte blod med nyt. Pumpende og pulserende blod med ungdommens glød.
Hun repararede mit hjerte. Fandt stumper af det i min krop. Et stykke i leveren. Et stykke i nyrerne. De var på vej til at blive udskilt af min krop som affaldsstoffer. Ventede på at blive svedt ud af mine porer og tørret væk som endnu et irritationsmoment.
Hun genforenede min hjerne.
Hjernestammen satte hun sammen, så kontakten mellem højre og venstre hjernehalvdel igen kunne fungere.
Hun samlede alle mine slidte nerver sammen, kasserede dem og satte nye ind. Koblede dem til så følelserne igen kunne få frit løb.

Inden hun slap mig fri fra sit tag, lavede hun et femte kammer i mit hjerte. Der plantede hun et lille håb, lukkede det til og forseglede det.

Da hun skrumpede ind til sin oprindelige størrelse, faldt jeg.
Jeg rejste mig og begyndte at leve mit liv igen. hun har aldrig rørt mig siden, men jeg ved hun altid vil være der. Følge mig.
Hun vil vente på mig, når jeg skal rejse væk og hjælpe mig på min rejse.



Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Skytsengel er publiceret 13/07-2002 11:14 af Camilla Moe (moe).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.