Min historie er en 13 år lang livskamp mod stress, depression, angst, magtesløshed og afmagt. Nogle perioder bedre end andre, men aldrig helt godt - aldrig helt uden stress.
I foråret 2017 begyndte det at gå lidt ned af bakke igen. Kaotiske tilstande på arbejdet, nærved-men-ikke-alligevel skilsmisse og barn med særlige behov begyndte at vælte læsset igen. Nothing unusual - alt bliver jo rutine. En kedelig og nedbrydende rutine, men never-the-less en rutine.
Så jeg gik - igen - til en psykolog. Udpeget af sundhedsforsikringen og anbefalet af en veninde.

Jeg gav hende til opgave at hjælpe mig med at beskue mit liv fra oven (igen). Jeg HAR jo arbejdet i 13 år på at identificere og udradere uhensigtsmæssige handlemønstre, tankemønstre og leveregler. Det har da også hjulpet - det har bare ikke hjulpet nok. Så forfra og på den igen.

40 minutter inde i anden samtale (mere skulle der ikke til) siger damen: Er der nogensinde nogen som har fortalt dig, at du har adhd? ...

13 års konsultationer hos læger, psykiatere, psykologer, kropsterapeuter, hypnoseterapeuter, akupunktører, zoneterapeuter, healere og hjernetrænere - ingen har sat mig på sporet af det nu åbenlyse.

Jeg har adhd.
Jeg er en højt fungerende intelligent kvinde med adhd.

Det er en åbenbaring, som åbner op for en proces.
Skal jeg nu redifinere mig selv? Er adhd min nye identitet, på samme måde, som det at være kronisk stressramt nærmest har været det i 13 år? Kan jeg nu behandles? Er der perspektiv for et bedre liv?

Jeg går nu ind i et forløb hvor jeg skal udredes og diagnosticeres, hvor jeg skal sætte mig ind i tilstanden og hvad den betyder for mig, tage stilling til behandlingstilbud, og til omverdens reaktioner og fordomme (og de trænger sig allerede på).
Jeg håber denne dagbog kan hjælpe mig med at holde styr på min refleksioner i forløbet.