"Jeg savner dig. Jeg har været væk længe nok nu og jeg er helt og aldeles klar til at komme hjem til dig."

"Jeg er helt enig, du må gerne komme hjem nu. Vores lille hus er meget stort og tomt uden dig."

"Åh. Jeg er vild med, at du også savner mig."

"Jeg er også sulten. I dag har jeg kun spist frokost og har slet ikke spist aftensmad, for du er her ikke til at lave mad til mig."

"Ah", jeg griner.
"Jeg tror ellers du er helt gammel nok til at kunne klare dig selv? Jeg mener, såvidt jeg ved kan du finde på pizzaria i søvne?"

"Men det er bedre, hvis du nu bare kom hjem til mig?"

"Jeg kommer hjem til dig. I morgen. Det lover jeg."

"Det går for langsomt!"

Jeg griner igen. Jeg er vild med hans måde at sige det på, der er ingen tvivl om hvad han mener og at det er hjerteligt ment.

"Når jeg kommer hjem, vil jeg gerne bestille en krammer."

"Mja, mon ikke vi finder ud af det?"

"En af dem, hvor du holder godt fast. Lige så godt fast, som sekundlim."

Jeg elsker når jeg får de kram. Lige den slags, hvor han holder mig fast og helt tæt, får min verden til at forsvinde en lille bitte smule, også her, syv år efter jeg mødte ham. Han får alt hvad der måtte være dårligt til at forsvinde, så der kun findes ham og mig. Der findes simpelthen uanede mængder tryghed, kærlighed og varme i de arme, og jeg er vild med det.

"Ja", fortsætter han.
"Jeg skal nok holde godt fast".

"Mmm. Jeg ønsker mig også et kys. Eller faktisk, ikke et, men mange."

"Mange?"

"Ja, mange! Men det skal være det her helt bestemte sted!"

"Hvor er det?"

"Her", siger jeg og peger, hvilket han selvfølgelig ikke kan se igennem telefonen.

"Hvor er det?"

"Jamen, lige her?"

Jeg beskriver flere af de gode steder for ham, og fortæller om følelsen der følger med.

I morgen går turen hjem. Det bliver et glædeligt gensyn.