Søndag.
Igen må jeg vente.
Jeg har aldrig helt forstået hvorfor jeg instistere på at vente. Som om alenetiden ikke er nok. Kollegiet er fyldt med mennesker, alligevel er alle låst inde. De købte tre litter vin i går, idag en kvitering på tømmermænd.
Jeg gidder ikke forholde mig til det, læser bare op på de syntaktiske ord jeg aldrig kommer til at forstå. For eksempel ordet "ensomhed". Størrelsen og beskrivelserne i deverse ordbøger rammer mig ikke.
Hvis jeg selv skulle give et eksempel ville det være,
søndag.
Igen, en ventetid.
Dog føler jeg mig lykkelig, i sin egen forstand.
Lykkelig over at vente på ham der aldrig kommer.