Hej dagbog, det er juleferie, men jeg bliver aldrig rigtig glad mere, ikke siden mit hjerte blev rykket ud. Jeg kan se så meget, som jeg ikke så dengang, - min hjerne analysere konstant alt, og det giver mig smerte. Der er nok ikke mange omkring mig der forstår de spøgelser jeg plages af, - jeg prøver at begrave mine tanker, og opretholde det forventede smil. Det lykkes for det meste med smilet, men tankerne forsvinder aldrig. Hvis jeg ikke tænker på alt det negative, fiaskoerne, og de ord der førte til dem..så tænker jeg på hvordan jeg aldrig finder kvinden i mit liv, - de tanker er som et styresystem, der ikke vil lade andre programmer køre, uden først at ha konstateret hvor ligegyldig alt andet er..så længe styresystemets mål ikke er opfyldt.

Jeg ved de fleste andre ville være glade, hvis de havde folk der syntes godt om dem, - eller tit blev hilst på, som var man noget særligt. Det nytter bare som sagt intet.

Jeg havde en, jeg fiksede en privat ipad for, - hun forsøgte at takke mig, men jeg tror hun så hvor lidt det betød for mig..så hun forsøgte igen idag, for de mange gange jeg havde hjulpet hende i de sidste par uger..dont care, - så hvorfor hjælpe? Jeg tænker stadig, who dosent cry, when the hero dies...