Halvt vågen, halvt blundende står jeg igen mellem flaskegrønt vand og blå bombeskyer. Et hyl lyder fra de forlængst ræve røde skinner, som snørkler sig gennem skove og stræder og så videre over broen, videre mod storbyen på den anden side, videre mod røgen fra skorstenene, festgaderne og lugt af havn. Lyden af toget forstærkes i takt med dens nærmelse mod den næsten forladte station. Næsten. Jeg er her stadig. Natten er øde og udslukt. Selv budget-ungdomslejlighedene er mørke og stumme, gardinerne er trukket for, og jeg er trukket ind i mig selv. Stadig mere ligner alting en ufo.