I sommers var det den ene onkel der pludselig var på hospitalet og tæt på at dø - han fik mirakuløst nok det bedre, og er på benene idag.

Igår blev en anden onkel så indlagt - bla. pga. han kastede blot op. Well.. idag døde han.
Som sædvanlig er jeg... en kold skiderik der ikke føler "det rigtige", men ærligt: Han har i over 10 år fået at vide at stoppede han ikke med alle de øl og smøger så havde han ikke mere end 2 år igen - okay.. de 2 år blev til noget længere - men føler ikke medlidenhed med ham.
Det eneste jeg føler sådan umiddelbart, er den der "hmmmm.. hvad så.. så mangler han næste gang" og så har familien min medlidenhed... lige nu har de en hård tid - hans 2 børn og hans kone - ja, også søskende og mor.. venner mm..

Min ærlige mening er til gengæld at måske er det så så heldigt at hans kone efter en periode vil live op? Man kan da håbe - omend det med selvstændighed... ahhh..

Vedr. bisættelse osv - jeg har brugt en del tid med den familie, men tror ikke jeg tager afsted - kan ikke rigtigt se hvad jeg skal med lige den del af seancen?? At sige farvel i sidste øjeblik forstår jeg - og at have et sted at sidde og tale/tænke foran er jeg også med på - men kirken... nahhh...

Smutter