Nu er jeg jo en rigtig kernefamilie, to hunde, baby og mand. Det er irritere mig, at skulle indrømme, især fordi den største drøm var at blive gift og få børn tidligt. Det skal dog lige siges, at jeg aldrig ville være foruden min smukke lille baby. Men, det med at være gift, det er ingen dans på roser, det er hårdt af helvedes til, og de fleste gange har jeg lyst til at pakke min baby og mine ting ned. Jeg har en mand, der praktisk talt ikke har nogle nosser, når det gælder om at få trumfet noget igennem, jeg har faktisk heller ikke en mand der tilfredsstiller mig. Hvilket, jeg troede ville være ligemeget, når nu det var at jeg elsker ham så meget.
Men når privatlivet det ikke kører, så gør ens forhold heller ikke har jeg erkendt. Hvilket er mega frustrerende.
Jeg savner alle de one night stands jeg har haft, jeg savner en mand med en mand, en mand der kan tage fat, jeg savner en mand der kender mig.
Det er sq skide svært at indrømme, når jeg er gift på 4. måned. Men mit ægteskab det køre ikke, hvis vi bliver skilt, vil hele min familie og venner kigge ned på mig, da de hele tiden har sagt om vi ikke lige skulle vente lidt. Min baby ville blive et skilsmissebarn ligesom jeg selv er, hvilket jeg heller ikke vil have. Jeg ved ikke hvor jeg skulle flytte hen.
Men hvor meget skal man kunne holde ud, før man bliver skilt? Hvor meget skal man forsøge? Jeg synes at jeg prøver hver dag, jeg prøver at snakke med min mand om hvad jeg vil have, hvad jeg forventer, men han siger bare, jaja, det ved jeg, skal nok tænke over det. Uden der sker noget..

Jeg ville bare ud med, og undskyld jeg ikke er så aktiv mere, baby tager al tiden.