En fin morgen.

Jeg kan se solskinspletter på væggen og jeg har lavet en rigtig god kop kaffe.
Nu kommer katten også og lægger sig på min mave.

Det er altså sjovt med det solskin.
Batterierne bliver ladet op på et splitsekund - og tilsvarende afladet når der går en sky for.
Måske skulle jeg investere i sådan en lampe der kan snyde hjernen lidt ? Dagslys-lampe?

For nylig var de nyheder jeg følger meget optagede af den lille rumsonde, der landede på en komet flere millioner kilometer væk.
I sig selv ret fantastisk og virkelig svært at forstå.
Den fik overstået operationen med at lande, men havnede så i skygge.
Batterierne døde.
Jeg tænker tit på den når jeg er helt nede på bunden af november.
Det er synd for den.
Nu havde den lige klaret alting så fint, og så omkommer den helt alene ude i galaksen, hulk hulk.

Men jeg ER jo ikke en maskine og slet ikke en rumsonde.
Hvis jeg er noget, er det nærmere en robotstøvsuger.
Brummmmm, fra side til side, - og lidt dårligt indstillet, så jeg hamrer ind i ting konstant og sidder fast mellem stoleben.
Med en kat ovenpå.

Jeg er ikke en maskine, og jeg bestemmer selv hvor jeg tager hen.
Den opfattelse er lige så langsomt ved at vokse sig fast.