Jeg har en tendens til at smile til alle, ikke fordi jeg altid er glad (bestemt ikke) men fordi det er vigtigt for mig at vise folk at jeg ligger mærke til dem..

Måske er jeg lidt skummel, for ofte sidder jeg bare og kigger på folk, iagttager hvem de snakker med og hvordan de reagere.
Nogle gange opdigter jeg små historier om folk der går forbi;
"Hende der, er lige blevet droppet af kæresten og er på vej hen til en reserve for at få lidt trøst."
"Ham der går der, har problemer med sin mor, der lige har fået en kæreste ved navn Eskild, der ikke kan lide ham." Osv.
Tit bliver jeg opdaget og vælger at smile, for at indrømme at jeg åbenlyst stirrede.

I dag, da jeg gik i mine egne tanker, kunne jeg så mærke et par øjne der kiggede på mig. Jeg vendte mig om og fik øje på en ældre kvinde, der sad og ventede på bussen. Hun smilede en smule forlegent og vendte blikket væk.

Jeg kunne ikke dy mig. Gad vide om hun gjorde det samme, opdigtede hun mon en historie om mig? Jeg satte mig hen ved siden af hende og sagde "hej, har du det godt?"
Hendes øjne blev blanke og hun smilede kærligt til mig og svarede "jeg har det rigtig godt.. Jeg ser dig tit her og du smiler altid så stort til mig, så jeg synes også lige at du skulle have et smil med på vejen."

Så sad vi der og smilede stort til hinanden som et par lallende tosser.
Bussen kom og lige inden hun gik op af det første trin, drejede hun rundt på hælene og kiggede intenst på mig; "du ligner min datter, hun smilede også altid til fremmede mennesker. Jeg tænker på hende hver gang jeg ser dig, det gør mig glad." Jeg rejste mig op og gav hende et knus, så gik hun ind i bussen og vinkede, med et kæmpe smil på læben og en lille tåre i øjet.

DET har jeg aldrig oplevet før, en lille smule sukkersødt, men en enormt givende oplevelse.. Dejligt at vide at jeg ikke er den eneste der iagttager andre og skønt at vide at mit smil kan vække minder :-) <3