I dag fandt jeg for alvor ud af, hvad der sker med mig, når jeg tænder lys i min mørke hjerne. Jeg vågnede op, på det der lignede en ganske normal søndag, 3. søndag i advent, men der var noget, der ikke var som det plejer at være.
Mit hoved værkede, og hele min krop gjorde modstand da jeg rejste mig fra sengen. Det var som om nogen havde slået mig med en baseballkølle i hovedet hele natten, mens jeg sov, og først stoppede sekundet inden jeg slog øjnene op.
Jeg havde ellers lovet mig selv, at nu var det tid til at kravle op af mit hul, hvor jeg ellers har haft det så lunt det sidste lange stykke tid, hvor jeg kun er blevet forstyrret af mine egne forskruede tanker. Min rodede hjerne trivedes i det dunkle miljø, hvor jeg ikke skulle stå til ansvar for nogen. Men alligevel tændte jeg tændstikken, da nogen smed den ned til mig, og jeg fandt vejen ud. Vejen ud fra hullet, ud i lyset, tilbage til virkeligheden.
Nu sidder jeg bare, og prøver ivrigt at finde tilbage til hullet, hvor jeg igen kan lade mit inderste flyde frit, hvor jeg igen kan komme tilbage til den verden jeg elsker. Jeg vil ikke forlade den for noget, om det så skal koste mig livet, vil jeg blive i denne verden for evigt. Jeg kan ikke klare et liv uden denne, selvom samfundet opfatter den anderledes end jeg. Folk bekymrer sig uden grund, jeg har det fint, så længe jeg får lov til at blive hvor jeg er. Hvor jeg hører hjemme.