Selvom jeg er glad og lykkelig, er der stadig de dage hvor alt bare er øv, hvor tårene strømmer ud og følelserne sidder på tøjet. Sådan en dag, havde jeg en dag. Sådan en dag hvor man egentlig bare skulle være blevet under dynen, jogging bukser på, en tudefilm og mørke til at have ondt af sig selv. Men jeg tog i skole, med følelserne ude på tøjet, og tårer der kunne komme ud med det samme. Hvilket de også gjorde, allerede på vej op til bussen, kom de, sluserne åbnede bare for alt, tåre hulk, rød næse og hævede øjne.. Der er ikke noget mere ydmygende end græde offentlig, alene og forladt, og et eller andet sted ønsker man bare at der er en der kommer og holder om en, så man kan komme ud med det aller sidste. Men som regel sker der aldrig.
Det er de øjeblikke hvor man tænker om man skulle ringe til psykolog, og få en haste tid, eller om man nogensinde bliver helt normal igen, og får alle følelserne på plads, og kan tænke klart.