Jeg har lyst til at være sammen med nogen, men også at være alene. Jeg har lyst til at spise, men også at være sulten. Jeg har lyst til le, men også at græde. Jeg har lyst til at se film, men også at læse. Jeg har lyst til at sove, men også at være vågen. Jeg har lyst til at gå ud, men også at være hjemme. Samtidigt. Altid samtidigt. Jeg vælger det ene, og mens jeg er i det, længes jeg efter det andet. Hele tiden. Når jeg er på arbejde længes jeg efter at have fri. Når jeg har fri, længes jeg efter arbejdet, gøremål, to-do-lister og møder. Når jeg tænker på Månen længes jeg efter Slipset. Når jeg er sammen med Slipset længes jeg efter Månen. Jeg går på line i et Limboland af kontraster. Konstant og hele tiden. Kan jeg nogensinde stilles tilfreds? Jeg er melankolsk, trist og ufornøjet, men det føles på ulogisk vis rart og trygt og lunt, som et lunkent karbad, man kan synke ned i, til vandet dækker ørerne og kun næsen stikker op. Alting får sådan en hul og fjern klang, af noget uvedkommende langt væk. Temperaturen rammer min egen og jeg kan ikke føle, hvor jeg selv stopper og verden begynder. Jeg synker ind i en rede, inden i mig selv, og skvulper rundt dér.
Mit ansigt brænder og vinen brænder døsigt i min krop. Mine muskler er ømme og slappe. Jeg længes efter søvnen, men holder den ud i strakt arm. Kun mine fingre er spillevende på tastaturet. Snart kravler jeg ind i de hvide folder og venter på at natten skal tage mig.