Det er sådan en tarvelig fornemmelse man får i hele kroppen, når dagen er ved at være på hæld og man føler at det efterhånden er godkendt, at man stopper med eksamenlæsningen, hvorefter man tager hjem for at slappe af, men af en uforklarlig årsag ikke rigtigt kan komme ned i gear, men man kan heller ikke rigtig tage sig sammen til at lave noget og tiden går med det rene tidfordriv med zappen og surfen på internettet og selvom man skal slappe af, så har man et desperat ønske om at der skal ske noget, men klokken er alligevel blevet så mange at det er for sent at sætte gang i noget selv, så man sætter sin lid til skæbnen er endnu engang holder sig tilbage og det eneste sociale selskab man har er katten der vandre rundt i alle lejlighedens hjørner og mijaver utålmodigt, som om hun vil noget hun ikke kan sætte ord på og et eller andet sted så forstår man hende godt og man ligger dvask på sengen og kommer i tanke om at selvom man tog tidligt hjem så har man alligevel ikke fået købt mælk til morgenmaden.

Det.
Det er rastløshed.