klokken er tolv. Jeg var ude for en time siden og gå en tur hvor fandt tre joint stumper som jeg tog med hjem. Det har jeg gjort hver dag i snart et år. Jeg går ture og glor ned i fortovet indtil jeg har fundet et tilstrækkelig antal joint stumper som jeg slæber med hjem. Jeg presser det resterende hash og tobak ud af stumperne og ruller dem ind i nye joints som jeg ryger. Af dårlige vaner er denne nok den dårligste jeg har. Jeg kan ikke forklare grunden til at jeg gør det uden at det bliver en cliché, men clichéer er vel heller ikke det værste vi har.
Jeg har samlet alle disse stumper i en x-tra æble pose. Jeg er en horder og misbruger. Hver morgen vågner jeg og beslutter mig for at jeg vil stoppe, men det tager ikke mere end en times virkelighed før jeg igen får en trang til at flygte, glemme. Jeg er udmattet af mit liv. Selvmord har ofte strejfet mig, men de tanker er ligeså flygtigt som alt andet i mit liv. Selvmords tankerne når kun så langt som til min bevisthed om at jeg har kendt oprigtig glæde, og jeg vil hellere leve i håbet om igen at mærke glæde end at forsvinde.