At starte hvor man slutter (kan aldrig helt finde ud af om det er godt egentlig. For på den ene side, så får man det hele med, men på den anden side, så får man altså også bare det hele med...), og med det mener jeg: them boys - selvfølgelig, utrolig kreativt ikke? Og det er faktisk boys - som i flere - og på den helt drømme-agtige måde, hvor de slet ikke ved, at de er mine boys. Trist nok ...

Anne Linnet synger om de evige 3, tror lige jeg ny fortolker den lidt:
1. Ham man har kendt utrolig lang tid! Men ikke rigtig mere, som man har haft noget med, men aldrig rigtigt fik prøvet det, så den ligger og er uafklaret og forstyrrer i hovedet.
2. Ham man ikke rigtig kender endnu, der egentlig ikke er typen man normalt ville gå efter, men er spændende og kan alt det man gerne selv ville kunne, men er en del af omgangskredsen.
3. Ham der passer perfekt ind i ens liv! Men har en kæreste, hvilket gør: at han ved han er nice, og derfor ikke prøver for meget; han taler om børn, og at han egentlig snart er klar til at få dem; man bliver endnu mere forvirret end normalt, når han siger søde ting, for overfortolker man nu?; at han er utrolig optaget!

Og ingen af dem er mine. Hvornår bliver det egentlig ens egen tur? Ja altså til at prøve alt det der mand i ens liv, i længere tid?
Og hvordan ved man, når man står for tur? Alt det er det rigtige? Er det sådan alle har trukket et nummer, men glemt at give et til mig? For synes sgu aldrig rigtig jeg trækker det længste strå, selvom jeg taber i spil - tit...

Øv - man skal aldrig sætte sig at skrive om natten, man lyder så patetisk, har faktisk haft en god dag! (Hvor både 2. og 3. har været med - real life altså - dog selvfølgelig på helt afslappet jeg-har-overhovedet-ikke-noget-crush-på-dig måden og hvordan-har-kæresten-det?)