Den forslidte lænestol, som står i det eneste retvinklede hjørne af stuen, er det eneste bindeled til min stedfar. Af samme grund har jeg ofte overvejet tanken om at sætte den til storskrald.
Men i dag fik jeg en ny opfattelse. Den er godt nok slidt i lædderet, farven er vidst ikke, hvad den har været, men jeg ved det ikke, for den var gammel da jeg så den første gang. Men ellers fejler den intet. Der hørte en skammel til, men den faldt fra hinanden, kunne ikke bære presset, da han brugte den som bænk. Det var faktisk ganske underholdende at se den give efter.

Han købte en ny lænestol, syntetisk læder men med en ny skammel. Han ville smide den gamle ud, så jeg spurgte, om jeg kunne få den. Gav vide hvorfor han ikke ville have den mere? Måske fordi skammelen forrådte ham...

Jeg sad og kiggede på stolen i morges (jeg har intet liv), funderede lidt over, om den mon følte sig ligeså svigtet som jeg selv. Jeg mener, den har tjent ham godt i mange år, han har slidt den godt til, har taget den som en selvfølge. Men lige pludselig duer den bare ikke længere. Næh, vi skal have noget nyt, kunstigt og med fodskammel, een man kan stole på (ha!)!

Jeg tror nu, stolen har det godt hos mig. Den slapper li'som mere af nu. Den er også blevet mere behagelig at sidde i. Min stol!