...når man er blevet alene?
Min kæreste og jeg, er ikke mere kærester, men livs venner. Vi vil ikke undvære hinanden, men vil noget forskelligt med vores forhold. Vi har lovet at være tro, vi må kysse og kæle og være sammen, men vi er ikke udadtil kærester og deltager ikke i hinandens øvrige liv. Vores respektive familier ved at vi har brudt op.
Jeg har været kærester med hende i 10 år. Engang midt i forholdet holdt vi en -kunstpause- og der skete så meget i den periode. Jeg ændrede mit liv og påbegyndte en ny uddannelse.
Nu har jeg igen denne alene status og synes allerede, at der kommer nye spændende ting ind over mit liv. Tænker, at "friheden" er en øjenåbner og antennerne er slået ud. Bliver mere modtagelig for nye indtryk.
Forpligtelserne er begravet og frihedens vinger kan folde sig ud. Det er positivt, men også lidt uhyggeligt at det forholder sig sådan.
I går kom Berlingske Tidende fotografen og tog fotos til artiklen om det at være introvert. Det var sjovt og han tog mange fotos i mit atelier, i haven og et hvor jeg skulle ligge i min hængekøje, men den var mør og jeg røg igennem. Det var grineren.
Nu vil jeg gå i haven og male en kommode og fortsætte med at indrette mit hjem. Jeg har nu lavet et bibliotek i min stue, med godt læselys og siddeplads...det ser mega hyggeligt ud. På grund af dette bibliotek, er hele hjemmet lavet om og flere møbler er blevet malet. Det bliver en aktiv dag.