Så er starteren på bilen brugt op. Bum bum.

Ringede til Teak og fik at vide at den skulle løbes igang.

Det bliver ikke i dag. Eller i morgen. Eller på onsdag. På torsdag må det blive.

Sov hos Boris i nat. En træt, men skøn fyr stadigvæk.
Vækkeuret ringede kl halv syv. Stod op et kvarter senere. Han mumlede at han kunne sove videre når jeg var gået. Lagde en pude over hans hoved, inden jeg tændte lyset. Han fjernede den først, men gemte sig alligevel væk igen, da jeg tændte natlampen..

Var ude ti minutter og et kys senere..

Hoppede på toget, da bilen ikke ville starte. God tid, ingen stress.

Min hjerne driver mig til vanvid. Boris er kommet tæt, tæt på lige pludselig.
Jeg står i det dilemma jeg har stået i før.
All in på hjertet, eller stikke af nu, selvom det i princippet allerede er for sent.

Det er jo ikke fordi jeg ikke har lyst til at han skal komme tæt på. Jeg vil jo netop have han er tæt på. Det er ambivalent, for jeg er både glad for at han er hvor han er - samtidig er jeg også hunderæd for at han skulle finde på at udnytte det, så jeg bliver såret igen..

Sidst fik jeg immervæk et hak i tuden af karakter..

Han har intet gjort eller intet vist, der har fået mig til at tvivle det mindste på ham. Jeg er kronisk velkommen. Vi havde skøn sex i går, selvom udmeldingen var, at han var træt..!

Jeg forventede at han ikke gad sex i går, men der tog jeg grundigt fejl..!
Jeg forventer vel på samme måde, at blive såret.. Der er intet der tyder på at det er det der sker..

Jeg føler ikke jeg giver ham en fair chance.. Det giver dårlig samvittighed..

Sidder på skolen, selvom der er 56 min til jeg skal møde..

Det måtte gerne være lettere at flytte fokus og se fremad, i stedet for at være nervøs og se spøgelser der ikke er der..

Femi..
Tag dig sammen, stille og roligt..
Hjertet overlever værre ting..

Hvorfor har jeg så svært ved at tillade mig selv at være glad for nogen?