Troede ikke på det. Græd mig gennem natten, som troede jeg, at den ville være den sidste. Stemmen, der knækkede. Ordene, der sloges om at komme frem. Men uden at meningen ville give sig til kende.

Indrømmede, at jeg savnede ham. For første gang med egne ord. Og egentlig betød de ikke så meget. Var præget af følelsen af, at alt i morgen ikke ville være det samme.

Og så solens stråler i dag, der strålede igennem mig med al deres varme. Jeg tøede op. Lod glæden farve min kinder røde og gav tårerne frit løb, mens jeg i ekstase mumlede ord uden mening.

Ingen diskusprolaps. Bare mit liv igen. Mit fantastiske, mit dejlige, MIT liv - med fremtiden lige uden for døren. Og modet på den. Time to clean up the mess. Once and for all.