Når jeg tænker tilbage, virker det som om at min forhold til Teak ligger langt langt væk. Jeg bliver mere og mere overbevist om at min hjerne gjorde det forbi i påsken, eller i hvert fald har jeg ikke været hundrede procent inde i kampen siden, selvom jeg har været både oppe og nede over ham.

Han plejer at ringe når han er fuld. Jeg vågnede 7:20 og kiggede på telefonen. En SMS fra mormor og - gæt engang - et ubesvaret opkald fra Teak kl 5:16.

Ringede tilbage. Vidste udmærket godt at han ikke ville tage den, men så har jeg gjort det.

Der må ikke være en finger at sætte på min indsats i det her venskab, før det kan kasseres. Det er ham der ringer og holder kontakt et par gange om ugen pt - og mig der ringer tilbage hvis der ligger et ubesvaret opkald.

Jeg kan ikke ringe op og betro mig til ham, al den tryghed han gav mig dengang, virker falsk på mig nu, fordi han ikke kan stå ved den.. Han magtede ikke at være der for mig, og den svier stadig. Hvordan kan man betro sig til en der flygter når man er nede og har brug for en krammer og at blive lyttet til..?

Han bliver holdt på snedig afstand..

Tænke tænke! Han sagde han ville pakke og flytte sine ting. Men hvorhen vidste han vist ikke helt. Gad vide om han havde tænkt sig at sove hos mig?

Vil vædde med, at han sover hos eksen!