Da jeg til aften stod og bryggede kaffe på den langsomme måde, kaffe i filtret og kogende vand langsomt henover, faldt en hylde i køkkenet pludselig ned over mig. Hylden havde holdt mine stempelkander og min mælkeskummer oppe på væggen, og dér lå de så som et skåret glashelvede i mit 2-kvadrats-køkken. Jeg skar mig ikke på stumperne, men der er ikke noget af det der kan bruges igen.
Og med det afsindige blæsevejr det har været i dag.
Der var ikke noget der fungerede, mine aftaler forsvandt som bladene og gjorde mig rundtosset.
Midt i forberedelserne til eventuelle udenlandsstudier føles det som om, det ville være bedst at rejse et sted hen i nærheden af verdens ende, for dér at udfolde sig, som man er, og ikke som man gerne vil være eller tvinges til at være. Men når man så rejser, hvad rejser man så for?
Der er lyspunkter overalt, men ligenu lader jeg dem ikke komme til orde...