Så skete det vist, der er fundet et bosted, det er bare helt i Esbjerg og det er skræmmende langt væk fra mor og far :(
Dette gennembrud har ført et angstanfald og nogle tudeture med, og da jeg har en fremmed mand til kontaktperson i dag, ja så er der ikke nogen at snakke med, om alle de her følelser, som jeg føler æder mig op indefra. Jeg er sindsygt bange, for det er først nu, at jeg har indset, at det at flytte, betyder, at jeg bliver revet væk fra alt det jeg kender, og det magter jeg ikke. Men har ikke noget valg, for nu har jeg sagt ja, og så bliver det sådan...
Hvem har bestemt, at livet skulle være så svært? Ville meget gerne have en samtale med den person.