Det er så hvad der kan ske, når man fuldstændig fordyber sig i en historie her på fyldepennen.

Det var Mikala`s Meteoritten, der fik mig til at glemme tid og sted. Det var da jeg nåede til at hendes Hp. kunne lugte ozon, at jeg tænkte: nej, hvor hun skriver fantastisk (og det gør hun) jeg kunne virkelig selv dufte det. Utroligt at hun kan skrive, så man sådan bliver revet med.

Jeg læste videre, men pludselig væltede der sort røg ind i stuen. Det viste sig at jeg (det havde jeg glemt) havde sat en gryde over med sukkerlage, lige dele sukker og vand. Jeg ved ikke hvor længe, det havde stået der, men det boblede ud over alle breder, og kulsort var det. Gudskelov var det en kasserolle, jeg havde brugt, med en lang hank, så jeg kunne løfte det over i vasken, hvor det lystigt boblede videre.

Efter den mægtig store paddehat var blevet kold, mærkede jeg på den, den var hård som beton, og fyldt med små kratere. Jeg havde fremstillet min egen meteorit.

Hvad skulle jeg ellers have brugt den sukkerlage til? jo, til at putte i en presset lime, lige dele lime og sukkerlage, masser af is og fyldt op med vand, evt. nogle basillikumblade. Så har man en skøn sommerdrik.