Jeg har indtil nu kun publiceret et enkelt digt herinde på fyldepennen. To læserer ud af over tohundrede læsere har kommenteret det. Kommentarer forsøgt konstruktive og velmenende, men uden at give mig noget at tænke over for alvor. Det er ikke fordi, jeg har følt mig på et højere niveau end de to kommentatorer, men alligevel er det som om vi har været i to forskellige rum. Der har været det ene ord "kohærens", selvom digtet indeholder 43 andre ord, hvoraf ét af ordene skiller sig selv ud ved at være en stavefejl, der skaber en dobbelt-betydning i ordet. Alligevel er det ordet "kohærens" der skiller digtet og læseren fra hinanden. "There is no acceeptance of odd and strange words" lyder det i min hjernes dyb.
Et ord er ikke langt fra mennesket. Det har identitet, dårlige og gode vaner og man kan lære det at kende. Sagt på en anden måde, så er ordet "kohærens" et ord man kan lære at forstå, men det er altså ikke nok at slå det op i en ordbog (svarende til at se billeder og læse en kort beskrivelse af et menneske). For at lære et ord at kende bliver man nødt til at finde ud af, hvordan andre bruger det, hvordan det opfører sig i forskellige sammenhænge, samt selv forsøge at bruge ordet. Det er jo ikke tilfældigt, at der findes flere ord for den samme ting, den samme handling osv. Overensstemmelsen mellem menneske og ord er mere præcis, end man i begyndelsen troede.