Hele byen var pyntet med flag i dag, og lufthavnen har aldrig været så travl før. Det var fordi der var parade
for de hjemvendte soldater fra Afganistan.

Jeg har det blandet med sådan noget. Jeg er imod krigen, men for den enkelte soldat og det han eller hun
udfører. Jeg synes det er helt fint at ære dem, ja, jeg får sgu nærmest en klump i halsen. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Tænker også på dengang min lillebrir var i eks-Jugoslavien. Det var heldigvis ikke nær så farligt som det er nu for dem, der er i Afganistan.

Der er også det ved det, at jeg engang drømte om at blive krigskorrespondent. Og jeg har da også været i lande, hvor der har været uroligheder omend dog ikke åben krig. Jeg kan faktisk godt klare mig under sådanne stressende tilstande uden at gå helt i panik.

Og det er en meget livsbekræftende oplevelse, når man overlever farlige situationer. Adrenalin-kicket er STORT!

Det må også være derfor, der ikke er mangel på folk til at tage adsted til Helmand. For alle vil gerne føle at de lever. Det er vist snarere familierne, der ikke vil have at folk tager afsted. Hvilket selvfølgelig også er fuldt forståeligt.

----------------

Også sidder jeg her. Og undrer mig over mig selv. Jeg ville faktisk godt turde tage til Afganistan eller et andet farligt sted, hvis jeg blev sendt afsted på en opgave. Meeeeen.. Jeg har så meget social fobi, så jeg knap tør bevære mig udenfor min lejlighed. Grotesk. Så nej, jeg har ikke været på biblioteket endnu, selvom jeg har
fået nogle grimme rykkere.