En af mine bedste venners kæreste er blevet indlagt. Med en forfærdelig sygdom, der lammer hendes nerver. Han ville gerne have at jeg besøgte hende. Jeg havde det lidt mærkeligt med det.

Jeg kender hende egentlig godt. Det var mig, der førte dem sammen. Hun er J's bedste vens eks.... indviklet. Men det betyder at vi har været på ferier sammen en del gange, og til en masse forskellige arrangementer.

Alligevel er hun aldrig blevet min veninde. Rigtigt. Hun er afsindig sød. Handlekraftig. Imponerende. Sød og har et blidt og yndigt udseende.

Mmm. Jeg ville gerne besøge hende, men havde heller ikke lyst til at komme, mens hun var helt ødelagt. Ved ikke om jeg selv havde kunnet holde til besøg af ... anden række .... i den tilstand.

Så jeg trak det ud. Ventede en uge, og gjorde det så igår. Det var rart at se hende. Men også skræmmende. Fanget i sin krop, der ikke helt lystrede hende. Heldigvis er det noget, der forsvinder igen og ikke giver men. Men det var voldsomt. Hun kunne næsten ikke gå. Ikke sætte sit eget hår op, da det irriterede i nakken.

Så hurtigt, som ingenting, kom den sygddom og rev hende ud af hverdagen. Nyt job, søn der lige er startet op i pasningsordning. Lige ind på hospitalet, hvor alt bare handler om at sove, spise og få hjælp til at klare toiletbesøgene.

Hun er sej. Og hun bliver rask igen om en måned eller noget. Men det er lang tid alligevel.
Jeg er taknemmelig for mit liv, min fysik og ret modstandsdygtige helbred!