skriver jeg fem minutter, sådan burde det altid være.

Jeg er udemærket klar over, at det ikke giver nogen mening at læse det her. Det er måske fordi jeg skriver det... eller fisker jeg bare efter lidt opmærksomhed?
Ét er sikkert, jeg læser ikke andres dagbøger. Som den hårdkogte banan jeg er, er det ikke nok for mig at læse den slags. Jeg skal have noget mere kunstfærdigt. Noget mere sprængfærdigt. Jeg er for sej til den slags dagbogslæseri i hvert fald.

Omlidt hælder jeg kulsort kaffe op i mit marokkobrune krus. Når jeg holder op med at hælde kanden, bliver strålen mindre og forsvinder til sidst med status "ingen tilførsel". Kaffen reagerer på dette ved at byde gæsten essensen af kaffebønnens sjæl, brunt kaffeskum lægger sig ovenpå kaffen i toppen af kruset.

Jeg skal gerne være færdig med min opgave, der skal afleveres i morgen, i dag. Jeg mangler ikke andet end små fire sider for at nå minimum, men jeg kommer nok lidt over de tyve, hvilket er en passende størrelse, selvom jeg havde ine tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville nå derop. Nu er jeg der, og jeg er mere bange for at skulle skære noget af, end at jeg kommer ud for at skulle krænge hver en dråbe ud af min hjerne for at fylde censors karkater-kar.

METAORD!!!!!!!!!!!!!!!!!!!