For de geometrisk interesserede er udsigten her fra min gamle 1. sals bylejlighed et studie værd. Der er trekanter, kvadrater, rektankler og cirkler dannet af bygninger og deres tage - tilsat lidt asymmetri af himlens mangefarvede og konstant vekslende skyformationer.

Jeg har ikke udsigt til marker, andedamme eller hav. Nej, når jeg ser ud af mit stuevindue sidder jeg 1. parket til et blåt sving-til-venstre-skilt, som blidt bevæger sig med vinden. Kort sagt, jeg bor med udsigt til et lyskryds. Og måske derfor optræder min yndlingsudsigt en aften som denne, hvor de sorte vejbaner erstattes af et hvidt snedække, som tvinger bilerne til at bevæge sig fra nord til syd, fra vest til øst og modsat, langsomt og næsten lydløst.

Stille stille stille. Langsomt og forsigtigt snegler bilerne sig på denne tyste, hvide overflade, der ofte i et højeffektivt land som vores varer så kort. Så min yndlingsudsigt holder kun til kommunens salt- eller grusvogne får nærlæst DMI's fremtidsprognoser og kommer afsted. Så er det sket med det smukke hvide, som hurtigt forvandles til brunt, grimt ælte, som bare er vådt og beskidt.

Men indtil da... der er intet i verden så stille som sne... ahhhhhhhhhhhhhhhhhhhh :-)

Lone.