Hver dag ved morgengry spørge jeg den opgående sol om nyt fra dig,og hver aften stiller jeg det funklende kornmod samme spørgsmål! Hvis jeg sover,og selv om jeg sover,plages jeg af længslens brod, dens byrde, dens takkede sav men aldrig fortæller jeg mine sorge til andre! Oh,min milde ven,forlæng ej den hårde fraværelse ! Mit hjerte er i stykker,skåret i stykker af fraværelsens smerte! Hvilken velsignet dag,hvilken uforlignelig dag ikke den være,hvor vi endelig kunne forene os igen! Men tro ikke,at din fraværelse har besat mig med kærlighed til nogen anden, thi mit hjerte er ikke stort nok til at rumme nogen anden kærlighed!