Solens morgenstråler kilder græsset på engen udenfor, de længste af stråene vejrer en ganske lille smule.. Men dog så tilpas meget at man får lyst til at kaste sig ud i en skøn gang leg, som dengang man var lille - og var dug bare for en god undskyldning for varm kakao og tørt tøj..

Min mors kaktus hænger med grenene. Det havde jeg også gjort, hvis det var mig der ikke kunne komme udenfor. Måske den skulle en tur udenfor, bare, et par timer, mens jeg er ude? Gad vide hvordan man kvikker en nedtrykt kaktus op? Man kunne selvfølgelig prøve med lidt vand, men at sætte den udenfor virker bare lidt mere "kaktus-velfærds-agtigt". Og vi går jo ind for velfærd i det her samfund, koste hvad det vil. Eller no'ed..

Går og nusser lidt rundt med at tage løbetøj på.. Har så tit tænkt, at jeg burde løbe noget mere når jeg er herhjemme, for her er vitterligt så smukt, så smukt.

Men formen er helt a h til - så starter med en lille tur, hvor målet så til gengæld er løb hele vejen, pyt med tempoet..

Den græseng har været min legeplads i 12 år.. Den har også fungeret som kælkebakke de vintre hvor der var sne nok på den.. Nu er den bare et lille vildnis.. De gamle stier er forlængst overgroede med tjørnehække og klatretræernes nederste grene sidder så højt at man kan glemme alt om at komme derop i dag.. Og ja, selvfølgelig har jeg prøvet, for lidt vild kan man vel godt blive!! Og så hul i, at naboerne står og kigger og tænker "tosse".. Til gengæld har deres unger så vist genopdaget vildnisset - i hvert fald kan man spejde små spor mellem tjørnene, som en slags nye stier..

Det var engang en sti, der ledte op til en baghave.. Min bedste barndomsdrengeven havde hjemme der.. Det var mega fedt at sidde på træet i udgangen af haven og vente på ham.. Så stak vi af på eventyr og legede konsekvent i "store-skoven" hvor man ellers ikke måtte komme selv.. Og hvad gør man så? Så bygger man en hule hvor man kan gemme sig..

Det var tider.. Oh yes, det var tider..