Livets klokke får mig op og stå. Nuet her og nu, tæller sekunder kigger på mig selv. Mine øjne er i forandring, pludselig ser jeg hvad jeg ikke så før. Men lidt ad gangen, useeligt langsomt. Jeg stilles på prøver, får nye sanseindtryk, mærker at jeg lever på godt og ondt. I går var livet. Jeg glemte sorger og bekymringer en stund, en kort stund, men det er fremskridt. Bagefter ser jeg, ser til bage, ser frem. Ser på nuet, og bliver lige her en stund. Lev i nuet, lev nu. At leve? Jeg lever! Nu og for altid, lever i hjerterum, med hjerterum. Den uendelige størrelse. Nuet. Her og nu. Hvor? Hvornår? Lige nu fortæller jeg dig, dig og de andre, jeg er overalt. Ikke fanget i en uforanderlig fortid, ej heller i en uforudseelig fremtid. Nuet er det sted jeg bevæger mig. Den bliver uforglemmelig. Jeg lever her lidt, og lidt mere end før. Men nuet er intet uden daet, og kun til spilde uden nåret. Yin og Yang. Er det 2 dele af samme sag? Så kig igen, det er faktisk tre.