Det hjerteproblem har hylet os ud af vores hverdag. Han er ved at være rask fysisk, men vi går underligt rundt derhjemme, rastløse, ufortagsomme. Vi er ikke rigtigt glade, kun påtaget muntre. Vi er stadigt begge rystede, chockerede at vores lille hverdag kunne slås i stykker en sommeraften ved søen. Vi er så sårbare og føler os som sarte porcelænsfigurer, der kan falde ned fra hylden når som helst og knuses mod gulvet.

Vi arbejder hårdt på at etablere en hverdagsrytme. Det trækker tænder ud, for der er kommet nye ting, der skal ind i rutinen. Der er "rottegift" og "dope", som vi begge skal huske at tage. Motionen har fået en anden betydning. Den var mest for sjov og lyst, for mit vedkommende også for forfængelighedens skyld. Nu er det en nødvendighed, at pulsen kommer op hver dag. vi må også stramme op om vores madvaner, lægge os i selen og sørge for, at vores måltider er lækre og sunde. Det går ikke med et par madder med leverpostej og fuldfed ost, når vi bare ikke gider lave aftensmad. Vi er meget forsigtige med hyggedrinks, fordi de let kan bruges til at dulme sorg, angst og smerte.

Alligevel er jeg fortrøstningsfuld, vi er dygtige og gode. Med små skridt kommer hverdagen videre, denne hæslige sommer skrider frem. Snart er det efterår, der kommer nyt barnebarn, fødseldage og jul.