Lederen havde inviteret til evalueringsfest og ville ikke - selv ikke under pres - løfte sløret for arrangementets indhold. Spændte var vi jo - det var helt nye toner!

Afslappet tøj og T-shirt påbød indbydelsen. Mødepligt og ingen former for alkoholindtag før det ukendte indslag. Jeg tænkte, at vi måske skulle danse Lancier og alligevel passede det ikke helt med alkoholforbudet ... hvorfor skulle det være så vigtigt?

Vi blev alle sendt ned for at tage imod underholderen. 45 mennesker myldrede ned ad trappen i ens T-shirts ... og ud i den iskolde, blæsende vinterluft. En høj, tynd, venligt-udseende mand så på os med et glimt i øjet og begyndte overraskende at kommandere med os. "Stil jer op her bag min bil - de små forrest!" Mand, hvor var det koldt. 45 mennesker skulle matches personligt til en afrikansk tromme, som vi senere lærte, hed en "djimbe". Jeg var heldig - fik min tromme efter et kvarter, fordi jeg var lidt rapkæftet, da han højlydt kommenterede, at vi ikke stod stille ... nok. I grader under frysepunktet med kun T-shirts! *G* Nå ja - ingen medlidenhed dér!

Og så gik det ellers igang. Vi skulle lære at spille på tromme og ikke bare en tromme ... næh - en DJIMBE! Afrikansk sang og dans var også på programmet og det var helt fantastisk :-)

Blodet brusede, rytmen buldrede, smilene var brede og øjnene lyste. Larmen var øredøvende - et orgie af lyd, rytme og glæde. Pragtfuldt!

Og underholderen benyttede enhver lejlighed til at symbolisere og synliggøre reaktionsmønstre i en organisation som vores med udgangspunkt i musikken og evnen til koncentration, at holde rytmen, lytte til de andre, følge dirigenten - der var mange grin og en stor del alvor bag latteren. Vi så - med nye øjne. Hørte med lyttende ører, mærkede hinanden gennem varmen.

Vi spillede trommer. Vi spillede på tromme for vores samarbejde og vilje til at ville hinanden. Vi spillede på tromme for glæden.