Totalt tilbagefald.... jeg kan åbenbart slet slet ikke nyde at have fri.

Jeg savner og tuder, og laver aftaler for at stoppe huller... hvorfor kommer det hele nu tilbage?

Jeg har ringet og snakket med ham. Han er sød ved mig. Og det er rart... jeg siger, at jeg jo heller ikke gider det helvede igen, og mener det. Og han siger, at det ikke rykkede i ham at få kys på kinden, eller høre at jeg havde haft længerevarende dates, men at han føler enorm varme om empati for mig. Og at jeg bare begærer... jeg siger, at jeg efterhånden forstår, at der er masser af søde dejlige fyre at slukke sit begær ved... at det ham jeg begærer, fordi jeg også elsker ham. Og han siger, at han ikke er i tvivl, at han er glad for sit liv nu, men at det også har været utroligt svært for ham.

Hvad er det jeg vil. Hvorfor kan jeg ikke holde op med at føle svie og tab, og at livet er glansløst.

Gu glæder jeg mig ej til at blive forelsket igen. Jeg fucking tør aldrig igen.

Jeg er ked af det - og nu skal jeg i biffen med en veninde. Som om, det skulle hjælpe noget.