Når man først får det lært...

Ja, men det skal lige læres - det med at være "alene hjemme".
Ikke at jeg ikke kan finde ud af at være alene hjemme, men det at manden slet ikke dukker op når dagens dont er overstået gør det lidt svært.
At tale i telefon er svært, også selvom vi opholder os steder hvor der ikke er nogen - og det kan være en kold oplevelse for min kære mand, så når bror atter er hjemme, så er det kun i toget *host - alene ;=)*
At chatte giver da også lidt (også privatliv), men nej, det er ikke det samme. Mangler hans kærlige, stærke, blive, bløde og varme arme. At mærke et knus så stort, et kys så varmt, at høre hans stemme.

At høre hans stemme, vejrtrækning, spise sammen, sludre... gøre alt muligt sammen.
Ja, ved da godt at vi snart (I hope) atter er sammen som normalt, men indtil vi har en dato hvor vi ved at det sker, indtil det sker måske - er det langsommelige dage, med følelserne udenpå, humørsvingninger, så selv de mest besværlige gravide kan gå hjem og lægge sig (sorry - I kender det sikkert nogle af jer derude), glæde og sorg i en pærevælling.

Et lille knus til os der ikke kan være sammen med den vi elsker, et knus til de som mangler den at elske, et til dem der har mistet og ikke mindst også et knus til de som er sammen :)
............................

Vær tålmodig og hård; en dag vil denne pine være nyttig for dig.
/ Ovid