Jeg er glad for ham.

Nu er han lige gået.... han har sovet her i nat. Kom bare ind, efter at have været ude ved forældrene. Jeg sagde, at jeg var helt flad og lå og sov, men at jeg ville synes det var hyggeligt, hvis han kom.

Så kom han. Det kan jeg godt lide.

Jeg var forspist af chokolader fra dagen i forvejen, og havde sovet i tre timer, da han kom (not a sex-cat) og så synes han alligevel at kunne tænde mig på ingen tid.... og hvad kan jeg sige - har lyst til at sige noget med at sex begynder at blive helt fantastisk. Noget med at det overrasker mig. Han er sådan blid og forsigtig verbalt og i gestik, - ikke lige et match til mig. Verden er fuld af gode overraskelser. Og så er han altid utroligt opmærksom.

Og i aften skal vi i biffen.

Engang imellem synes jeg han er et lille svageligt pus, og engang imellem bliver jeg grebet af noget der ligner jalouxi over de bitte små piger han er jævnaldrende med, og en gang imellem bliver jeg grebet af fornuft i forhold til forestillinger om engang at skulle have børn (der fuldstændigt vedbliver at have den der ungpige karakter 'engang', den forestilling har haft siden man legede med dukker.... hvilket jeg vist i øvrigt ikke har gjort så meget)

Hvis jeg ender med at finde ud af, at han er for ung, ender han sikkert med at få børn før mig. Hvad er det for noget, al den her snak om børn? Jeg har jo i virkeligheden ikke lyst. Jeg har lyst til, at jeg havde lyst. Tror jeg. Jeg kan ikke forestille mig som mor. Jeg ville blive kedelig og al al al for omsorgsfuld. Til at kaste op over. Ren instinkt-menneske. Tidsoverskudet tvinger mig til at være et tænkende væsen - sådan da ;)