Jeg har skadet mit ene løbeben og har måtte tage en kold tyrker. I sidste uge var det ikke så slemt, for der gjorde det ondt og da jeg kunne kun gå strækmarch, var det anstrengende i sig selv. I denne uge går det bedre dag for dag, men det er bare med ikke at være for kry.
Fra min kontorvindue på arbejde kan jeg se joggerne i den nærliggende park - de er dumme, har en fjollet løbestil og tror at de er en hel masse - og jeg sidder her og kan kun gå en rask lille tur inden det jager i det dumme ben.
Jeg er så rastløs, sover dårligt og må dulme med rødvin, jeg længes, længes efter skoven, stien, lyset gennem løvet, lyden af mit åndedræt og min fødder, der hvor kroppen bare kører som en smurt maskine og kilometre sparkes bagud.