Og så stod hun der og sang "Og dagens ret var tørre tæsk" og sukkede over at hendes forældre havde valgt at arbejde med udsatte børn..
Som om hun på nogen måde, kunne sætte sig ind i hvordan det virkelig er, når dagens ret er tørre tæsk.
Jeg kunne brække mig, som om det pludseligt skulle være vores skyld.
Husker en gang hvor en af de andre unge, som jeg ikke brød mig om, havde sagt noget til hende, fordi hun havde beklaget sig, atter en gang.
Men hun ikke tåle at få at vide at det ligesom ikke var vores skyld, og at vi ikke havde ondt af hende. Og at hun ikke på nogen måde kunne sætte sig ind i vore sted, så hun skulle bare holde sin mund, og stoppe det klynkeri.
Faktisk syntes jeg for en gangs skyld at hun havde godt af det, så kunne hun sq da lære det.
hun brugte hele natten på at tude over det, og dagen efter gik hun med solbriller, som om det skulle skjule det.
Og som om vi skulle være dumme nok til ikke at gennemskue det..!